En udgave redigeret efter bogens ide

. Livets vej (livets rette forløb for de jordiske skabninger) er en bred, lige og nem vej at følge. Men folk foretrækker at følge sidevejene og de krogede stier.

Bogen om kredsløbet bag alt det synlige

Om Laotze siges det at hans far var et stjerneskud og hans mor bar ham under sit hjerte i 81 år. Da han blev født havde han allerede et langt hvidt skæg og kunne tale.
For at kunne forstå rigtigheden i denne symbolske omtale skal man forstå de i bogen bagved liggende forklaringer. Man skal også lede efter og helst finde de 100.000 "koder og principper" bogens indhold bygger på.
Overordnet og samlet kan man sige om Laotzes filosofi at menneskene skal undgå alle de små og store løgne og istedet sige det sande og leve det naturlige.


                      Der findes ingen autentiske tegning af Laotze der kan kaldes for et egentlig portræt. Denne gamle tegning skønnes dog at afspejle en begavet mand der besidder de 3 af Laotzes livsidealer som er; at føle en kærlig samhørighed med alle mennesker, at leve i ikke selvhævdethed og at være nøjsom.


Denne udgaves redigering er lavet med størst mulig trofasthed overfor den store mesters geniale indsigtsfulde og fantastiske bog. Bogen kaldes i Kina også for visdommens bog. Der skal henvises et væld af oversatte udgaver som ligger på nettet.
Det har ikke været muligt helt at undgå skrive- og forståelsesfejl. Dette er mange grunde til men de skal ikke skal opremses her. Det skal være op til læseren at finde disse stave- og forståelsesfejl - og rette dem. Kan man finde og rette disse fejl gør man både sig selv om andre en tjeneste. Man bliver tilmed klogere og får et mere meningsfyldt liv. God arbejdslyst.
Bogen bygger på et system der både er uhyre nemt og uhyre vanskeligt både at forstå og bruge. Dette har mange millioner  forsøgt gennem mere 2.000 år - men tilsynelande er dette ikke lykkedes. 
Laotze har måtte give sin viden videre i koder. Dette måske af nødvendighed (papiret var ikke opfundet endnu) men måske også fordi boge er skrevset på små stykker træ. 
Hovedtanke bag bogens ide skønnes at være udtryke i det kinesiske ordsprog "menneskene plages ikke af verden sådan som den er men af sådan som de tror den er". 
Det kan også ses i citatet: "Den som får hæder på grund af min lære misbruger den"

Tao Teh King; de 81,9 skrevne elementer

For at et livsforløb skal være naturligt gælder det at det skal forløbe efter de naturlige principper. Det rette naturlige livsforløb kan sammenlignes med det forløb vandet har. Vandet i bjergbækkene og de store floder søger alle sammen nedad og hjem til havet.

Element 1 Tao
Den forklaring (om verdens oprindelse) der kan udformes i ord er ikke forklaringen på det der omfatter ”Det evige alt”
.

Et navn (den def.) der kan udformes (i ord) nævner dig ikke navnet på det som omfatter "alle ting".

- - -

Det er det, der er det selvløse og det navnløse, der er ophav til denne verdens himmel…

og jord.

- - -

Af disse to opstår det synliges princip 
- der er navnbarhed, personlighed og selvstændighed.

- - -
Ved at se på altet som
noget der er uendeligt, noget der er (så stort at det er) uden grænser (en tilstand der er ubegribelig), kan du se (sanse) det, der er dets egentlige (dets) væsen.

- Medens du ved at se på altet i dets håndgribelige ”dets virkelige” skikkelse kun kan se den ydre form bag hvilket det skjuler sig.

Disse to er på bunden identiske d
e udspringer af den samme kilde og er skønt helt forskellige af karakter så dog på bunden identiske d e optræder sammen det sidste er en simpel udfoldelse af det første, men under udviklingens gang får de forskellige navne.
- At de er identiske er livets fundamentale hemmelighed. Det er i dette forhold at al folkets mangfoldighed har sit væsen bestemt som man er bestemt af det skød hvoraf man selv er fremkommet.


Element 2

Når alle kan se at det smukke er smukt er det grimme straks til.

Når alle kan se at det gode er godt er det onde samtidig til.

 

Det "at være" og det "at ikke være" opstår på samme tid.Det svære   og det lette, det ulykkelige og det lykkelige definerer hinanden. Højt og lavt, langt og kort, overhoved og undertrykt er samhørende modsætninger, ligesom lyd og stilhed. Ligesom enhver tone er bestemt af den foregående tone således er det også med tid og rum.

 

Derfor går den vise, den der vil være menneskene behjælpelig i livet, udenom det at udrette noget .  
Han lærer  (sig) om det  der er uden ord.

"Tingene" kommer og går uden ophør, de frembringer uden at besidde, de arbejder uden at kræve fortjeneste derfor.

Det arbejde (de funktioner der er naturlige) der udføres og glemmes varer evigt.


Element 3

Hvis man (i menneskelivets samfund) ikke ophøjer samfundets "talenter" og "dygtigheder" undgår man at gøre folket utilfreds med det jævne livs lykke. 
Hvis man ikke sætter pris på kostbarheder og sjældne ting undgår man at gøre folket røverisk og de forbliver af sig selv på den rette vej.

Ved at man ikke holder folket noget attråvækkende for øje forstyrrer man ikke sindenes gode ligevægt.

Den vises styre går derfor ud på at give folket de rene sind, fulde maver, stærke knogler og sunde legemer.

Upartisk og overalt søger han at hindre, at folket indlæres (de kunstige) kundskaber (opfatter sig som kloge og dannede) og dermed i at få begær.

Han bevirker at de kloge hoveder varer sig for at forkunstle og forfalske livet.


Han sørger for at der ikke bliver lavet om på naturen, at der ikke bliver "forbedret" på den
og med det samme er tilstanden så god, som den kan blive.



Element 4

Når Tao som (i den tilstanden at være indflydelsen) det tomme selvløse er den rette måde at udøve indflydelsen på,

hvordan kan så den regent der skal  udøve denne indflydelse træde selvforherligende op?

 

Det er noget, der er det afgrunds-sig-dybt-skjulende, og det er det som er stamfaderen til alt som lever.

Det har taget brodden af sin begavelses våben.   


Det har frigjort sig fra sine bånd, 
det
har blandet sin personligheds lys op med
og er 'et med den støvede verden det selv har skabt.

 

Således som det udøver sin indflydelse mildt og blidt som fremglidende vand syntes det at have været til bestandigt.
Jeg ved ikke hvem den er søn af? Det er noget der er ældre end tiden. 

 

Element 5

I det rum der er imellem himmel og jord sker der ingen forskelsbehandling.

Der behandles alle som om de var de hine udstoppede dukker er lavet af strå og som bruges til offergaver (disse dukker behandles med stor ærbødighed - inden de afbrændes).

 

Heller ikke den vise gør forskelsbehandling.
Han behandler alle med samme ærbødighed som man behandler hine udstoppede dukker.


Rummet imellem H & J virker på samme måde som en blæsebælg. 

Den skifter (af ydre) udseende men bevarer (altid) sin kraft. Hver gang det sætter sig i bevægelse udretter det noget. Jo mere den bevæger sig jo mere udretter den.
  
 

(hos menneskene er det anderledes de snakker meget og udrette lidt) Jo flere ord man udgyder jo mere taber mand vejret.
Det er bedre at holde sig til det entrale.



Element 6

Vældet (af den kraft der kommer) fra Tao er ligesom en bjergbæk.

Den er sig selv hengivende og fostrende livet.

 

Den mister aldrig sin evne.   

Det er den for sanserne skjulte og utilgængelige urmoder .
 

Fra dette skjulte moderskød strømmer kræfterne over i himmel og jord
som fra roden der går ud i et træ.

 

Således har hun virket i gennem uendeligt lange tider og uden at mindskes i kraft.

Den som i sit (personlige) virke tager eksempel heri vil kunne virke uden at trættes, vil kunne virke let og længe.


 

Element 7

Himlen styrer (verden med lovene for universet)

og jorden udfører, (livets de biologiske love) evigt.


Hvordan kan det være at himmelens styre og jordens tilstand 
kan vare evigt? 
Det er fordi de ikke er blevet skabt for deres egen skyld.
Der er intet som helst andet der gør at deres styre kan vare evigt.   

Således gør også den vise, han bliver (et med det) udødelig (-e)
fordi han ikke tager selviske hensyn.


Han varetager sine personlige interesser på fuldeste måde netop fordi han ikke indretter sig efter sine personlige forhold.



Element 8

Den bedste måde man (i sit liv) kan bevæge sig igennem livet på er at gøre (at følge de samme principper)  ligesom vandet gør.
Vandet giver liv til alt og bevæger sig ikke opad, d
et udfylder alle de lave steder som menneskene undgår. 
 


Den som i sit eget væsen vil være nær den magt der influerer verdengangen.
Han er tilfreds med at bo i det lave. 


Hans ærgerrighed er at virke i det dybe og skjulte og 
hans attrå er at gavne andre.
Hans ord afspejler sandheden uden at farve den.

I sit livs ledelse følger han livets naturlige baner og han foretager sig ikke noget der stiller overdrevne krav til den menneskelige formåenhed.
 

Til enhver tid retter han sig efter de givne forhold.
Den som ikke går imod undgår modgang.

  
Element 9

Har du fyldt en skål (i dit liv opnået nogle veletablerede livsvilkår) og rækker du dem ikke videre,
da ville det være bedre om du helt havde ladet være.


Har du hvæsset din lanses blad (anstrengt dine evner) for meget vil de ikke holde længe.

Har du
(anskaffet dig) et lager af guld og kostbare ædelsten da vil ingen i længden kunne bevogte det.
   


Den rige og mægtige den der omgiver sig med glans og  overflod efterlader sig kun vanry når han dør
og ulykken vil blive folgen.


Vil du gøre dit livs gerning helt ud og det skal være fuldbyrdet således at du vinder et godt navn som følge af den, 
må du trække dig (dit ego) tilbage når arbejdet er fuldført. Således vandrer (også) planeterne og stjernerne på himlen.

 

  - - -

  Element 10

Når (hvis du holder), dit legemes den personlige sjæl, den på hvilken din sansning, dit syn, din hørelse osv. beror, idet du holder den omgæret og værnet, tager hele tilværelsen i favn (tænker på det samlede liv), - kan du så ikke (indse at du kan) undgå at gå opløsning, at dø? (på den måde at skulle ophøre i det kredsløb der er den samlede livsproces). 
Når du bliver helt bevidst om
(har oplevet og forstået) den livsskabende kraft du er henvist til at øse af gennem dit åndedræt, tilværelsens grundstof og med din yderste hengivelse og lydighed (koncentration) ser din skæbne -
kan du så ikke være
(bare være livet modtagelig - opleve det på samme måde) som det lille barn der endnu er bundet til den som fødte det.

 

Hvis du med din dybeste indsigt og mest rensede blik ser på (det samlede liv) behøver du så at lede efter fejl?

Når du forsøger i at være ( vej-)ledende for folket kan du ikke undlade at lave om på den givne natur (og dermed på hvad der er det naturlige).

 

Når himlens port åbner og lukker sig kan du så ikke bare indtage en kvinde stilling (at leve den kraft der er livets natur).

Ved at forstå og være åben overfor alle ting kan du så ikke undlad at gøre noget (at ændre på det naturlige)?

 
At skabe og fostre, at frembringe uden at erhverve, at arbejde uden at forlange løn.
At give liv og underhold til andre og gore dem livet muligt uden at gøre dem til sine livegne. Det er på leve i overensstemmelse med livets inderste hemmelighed.



Element 11

Man samler 30 eger i et nav.

Det er hullerne  i navet der gør at hjulet kan blive brugbart som hjul.

 

Man former et kar i leret.

Så er det er takket været hullet (i leret) at karret kan komme i brug som kar.

 

Man hugger døre og vinduer til i et hus.

Det er takket været disse huller at huset at kan komme i brug som hus.

 

Det er (altså) ganske vist stoffet som gør redskabet (livets ting) ...

Men det er "det ikke stoflige" der gør at det formede redskab kan blive til nogen nytte.



Element 12

Det er den moderlige indflydelse der gør det muligt at bruge de 5 (fysiske sanser) i livet. 
De mange farver blænder øjet.


Tonerne døver øret. 
 

Smagsstofferne fordærver ganen.

Væddeløb og jagtpartier gør sindet vildt og arrogant. 
 

Kostbarheder er en hindring for et liv i overensstemmelse med livets natur og leder menneskene på vildspor.

Den vise våger derfor over sit
(livs det) indre
og lader sig ikke lede af
(livets) de sanselige ydre ting.
 
Han vise afviser hine ting og holder fast i det (indre) han er født til at eje. 


 

Element 13

Find dig i livet villigt i det der er uundgåeligt - at møde hæder (ros) og uhæder (få skam i livet).

Find dig i det nødvendige som det er at opleve den lykke og ulykke, det er det menneskliges lod.

 

Hvorledes skal det forstås "at man skal finde sig villigt i det uundgåelige (At møde livets hændelser fx. hæder og uhæder)".
Man skal være (med sit eget liv) uden betydning og (dermed) bliver man ligeglad med tab og gevinst.


Hvorledes skal det forstås "at finde sig i det nødvendige" det som er menneskenes lod.
Det nødvendige opstår som følge
af kroppens eksistens. Hvis man ingen krop havde, hvordan skulle mand ellers kunne fole det nødvendige?   


Overgiv dig
(til de givne livsforløbs vilkår) villigt så kan du sættes til at styreuniverset.

Elsk verden (det naturlige rum) som dit eget indre  så kan du tillidsfuldt drage omsorg for alt.

Element 14
Der er noget vort blik forgæves spejder efter,
det er det forskelsløse bag alle former og farver.
Der er noget vort øre lytter forgæves efter,
det er det lydløse, stilheden bag alle toner og lyde.


Der er noget vore hænder forgæves griber efter,
det er det uskabte bag stoffet, den skjulte kraft.
Disse tre nævnte egenskaber lader sig ikke påvise af undersøgelsens vej. De går op i helheden som noget der ikke lader sig skille fra.

Til vejrs er det ikke klart. Nedefra er det ikke mørkt. Det lader sig ikke betegne med noget bestemt navn. Det er noget der skjuler sig bag sine skabninger.
Således er den uskabtes beskaffenhed. Således er det forbilledlige som usynlige tegner sig for vores indre blik, det er den fuldstændige selvløshed.

 

Når du møder det kan du ikke se dets ansigt. Når du følger det kan du ikke se dets hæl. 
Hvis du vil være leder for de nulevende må du gå i det gamles spor.


Du må forstå de gamles princip, det som gjorde dem til det de var.
Dette er måden til at finde den rette vej.



Element 15

"De gamle mestre" forstod sig fortræffeligt på at være ledende.
På hemmelighedsfuld vis nåede de frem til enheden med tilværelsens inderste skjulte væsen.

 

Idet de var skjult i livets midte har der ikke kunnet danne sig nogen tradition om dem.
Derfor er dette billede gjort i nød og vanskelighed.
 
 


De var årvågne som den der er på vagt mod farer.
De var forsigtige som den der ved vintertid krydser en flod.

 

De var opmærksomme som gæsten på besøg. De var simple som det utilhuggede ved. De var hule som (det hule i) huler.
De var uigennemskuelige som det dyndede vand
(i floden).

 

Hvem kan vente til dyndet (i floden) synker til bunds. Hvem kan vente roligt indtil ny uro atter opstår.

De der følger tao søger ikke selvopfyldelse (opfyldelse af sine egne egoistiske mål) og drives ikke af behov for forandring.



Element 16

Ved at tømme dit sind for alle anstrængende tanker og finde frem til den absolutte selvløshed
vil du kunne opnå at komme frem til den virkelige fred og uforstyrrelighed.


Alle skabninger kommer hertil som hinandens lige deraf slutter jeg mig til karakteren af det de i døden atter går tilbage til.
 
 

Skabningerne er som træernes blade som der hvert år, når de har opnået deres mest strålende farvepragt, vender tilbage til deres rod og da kan intet længere forurolige dem. Da har du fred og intet kan kun forurolige dig.  Da er du er blevet et med den uforgængelige normen.


Den virkeligt kloge ved at normen, det normale, er det største et menneske kan være.
Ved du det ikke vil din dårskab føre ulykken over dig.

 

Men om du har det rette almene omfattende væsen er du et sandt stormenneske, en konge, der bliver væsenidentisk med himlen.

Da bliver du væsenidentisk med tilværelsens lov, med den universalmagt der står bag og ingen ulykke vil nogen sinde kunne ramme dig.



Element 17

Den første tids det allerhøjestes eksistens (Den livgivende årsag) kendes næppe af mennesker.

Det næsthøjeste  (-s eksistens) er den de kender og elsker (naturen).

 

Derefter kommer den (tid) de frygter(dødens tilstand)

Lavest står det de foragter (en eksistens i udstødelse, underkastelse eller skam).


Den som ikke viser tilstrækkelig tillid (til de givne livsvilkår)

- vil høste mistillid.


Når deres (F&M) gerninger var vel udført og gjort uden unødig opmærksomhed og at de bragte held.
Da ville al folket kunne sige;
Vi gjorde det selv, vi har fået den fri vilje og retten til at forme vores livet sådan som vi selv ville.



Element 18

Når (menneske-)samfundets det store tao, det virkelige (livs-) fællesskab, glemmes.
Så opstår (begreber som) humanitet, næstekærlighed og menneskepligter.


Når de (såkaldte) "åndeligt begavede" stikker hovedet frem (indfører en usand kunstighed)
så begynder det store hykleri
og samfundslivet bliver et vrængbillede af sig selv.


Når (menneske-) slægtens sammenhold svækkes,
så opstår begreber som sønlig pietet og forældrekærlighed.


Når den givne samfundsorden kommer i fuld indre opløsning og de førende familieklanerne kommer i vanskeligheder,
så vil "trofaste samfundsstyrende tjenere" træde frem. 


                                                                           Element 19
Dersom vi blev af med de førende begavelsers kogskab
- så ville alle få det hundrede gange bedre.

 

Dersom vi havde færre tanker på næstekærlighed og menneskepligter

- så ville folket få et større råderum og atter føle sig som en stor familie.

 

Dersom vi blev af med ambitioner, vindskibelighed og kapstræv

- så ville folket have færre tyve og røvere.

 

Der er ikke nok at smykke sig med disse tre ting. Der er noget der hører med til at være ledende. Man ikke må skille sig ud fra helheden. Det er vigtigere at leve det ægte naturlige liv.

Man skal opgive tanken på sig selv, se bort fra sine egne interesser.



Element 20

Hvis den givne lærdom "den kunstige viden " blev afskaffet ville alle sind blive fri for bekymringer og (og sjælen vil kunne) finde fred.

Hvor stor forskel er der (i livet) på at man møder et ja eller et nej? Hvor stor forskel er der på det at leve som en dannet eller ikke dannet person? Men der er stor forskel på godt og ondt. Hvad andre har respekt for er det nødvendigvis respekt værd?      

Det folket frygter vil præge deres sind og måske er tåbeligheden endnu ikke nået halvvejen?
Alle andre vandrer lystigt aftsed i flok som om foråret ved den store offerfest og tårnenes bestigning.

Kun jeg går alene omkring hæmmet som et barn der endnu ikke har lært at smile og som er bundet til sin moder, en  der endnu er blevet frigjort og voksen.

 

Andre har i overflod kun jeg har tomme hænder.

Alle andre glimrer ved deres kløgt kun jeg går alene i mørke.

 

Jeg (mit livsforløb) er som bølgen på havet der drives af sted af vinden højt oppefra og dermed bliver et med hele universet.

Jeg er ikke som alle andre men er ubrugelig og bondsk, men jeg ærer den store moder.


 

element 21

Den største dyd (den bedste handling i virkeligheden) er at følge det evige bagvedliggende.

Det evige bagvedliggende gør sit væsen gældende på en aldeles selvløs og umærkelig måde.

 

Selvløs og usynligt som det er, er det netop der man kan søge det store, det der er forbilled for alt liv.

Usynligt og selvløst som det er, er det netop der man finder dets virkelighed.

 

Det (-s virkelighed) er livets den rene essentielle kraft.

Dets moral er aldeles ubesmittet.

Dette indbefatter evnen til at gøre sig til et med andre.
 
 

Dets navn og væsen har hævdet sig fra de ældste tider og til den dag i dag. Alle vores personlige navne, alt personligt liv og ære er bestemt af dets navn og væsen.


element 22

Det vil altid være det, der ikke er (helt)afsluttet, det ufuldkomne, der opnår den rette fuldkommenhed.

Det vil altid være det der søger tilbage mod sin rod (sin oprindelse) der besidder den rette holdning.
Det vil altid være det uselviske der opnår den rette selvudfoldelse og bliver fyldt og fornyet.

Det vil altid være det slidte, tarvelige, det der har kastet alle sine værdighedstegn fra sig, der når den rette uforgængelige glans. 

(det er gennem livet sådan at) Har du lidt vil du få meget. Har du meget vil du blive bedraget. Jo mindre du kræver jo mere du får, jo mere du kræver, jo mindre du får.

Det derfor hedder det om den vise. Han bliver et med (verdens) forbilledet når han tager hele tilværelsen i sin favn. Han lyser af storhed fordi han ikke viser sig frem. Han er idealets virkeliggørelse fordi han ikke virker som et ideal.

 

Hans værk kommer ham til gavn fordi han ikke virker til egen fordel. Han strides ikke med andre om en plads i forgrunden derfor står han helt i forgrunden.

Var det mon tomme ord når det gamle fortæller at det er det ydmyge, det som bøjer sig ned mod sin rod, der opnår den rette fuldkommenhed. Sandelig, de (F&M) gav gaven de havde modtaget fuldkomment tilbage.

 


Element 23

Det er naturligt kun at tale i kortere tid. En hvirvelstorm varer ikke morgenen ud og et skybrud varer ikke dagen ud og hvem har frembragt disse ting.
Himmel og jord!
Når himmel og jord ikke kan blive ved hvor meget mindre skulle det så være muligt for et menneske!

 

Det hedder om den som vil gå altets ærende, som har gjort sig til e’t med altet, han gør sig til et med altet i alt.

Når det byder ham vinding og ære så går han med til det.

 

Når det byder ham tab og forringelser, så går han med til det.

Den som har gjort sig til et med altet tager også imod alt med glæde, som en lykke.

 

Den som har gjort sig til et med personligt tab, han forringes også med glæde.

Den som ikke viser tilstrækkelig tillid vil møde mistillid.


                                                                          side 24
Den som står på tåspidserne står ikke godt.
Den som går med skrævende ben går ikke godt.

Den som fremhæver sig selv er ikke oplyst.

Den som fremstiller sig selv som idealet er ikke idealets virkeliggørelse.

 

Den som virker til egen fordel får ingen fordel af sit værk.

Den som ynker sig selv når han skal trække sig tilbage er ikke fremtrædende.

 

Den der følger tao anser der lever disse overdrivelser for (at være) overflødig bagage eller de kan sammenlignes medfordærvet mad.

Den som har den rette levemåde (tao) vil derfor ikke acceptere deres måde at være på.



side 25

Noget forunderligt og fuldkomment fandtes før himmel og jord blev skabt. Det var ensomt og stille i det tomme rum men uden fare for at blive udtømt. Det var overalt til stede og i bevægelse og strakte sig ud overalt.

Det må betragtes som det moderlige princip for alle os levende væsener.

 

Jeg kende ikke dets navn men jeg vil omtale det som tao og vil med et ufuldkomment ord kalde det ”Det store” det er stor i den forstand at det går frem til uendeligheden.

At gå frem til uendeligheden vil sige at nå frem til verdens fjerneste egne.

 

At nå frem til verdens fjerneste egne vil sige at det når helt tilbage til udgangspunktet.

Tao er stor. Himlen er stor. Jorden er stor. Kongen, stormanden (det menneskelige) er også stor, høvdinge stor.

 

Indenfor universets kreds er der 4 slags storhed i tilværelsen og en af dem er sat til at være den øverste hersker i det jordiske liv

Stormanden finder loven for sin virksomhed hos jorden. Jorden finder loven for sin virksomhed hos himlen. Himlen finder loven for sin virksomhed hos tao, kredsløbet bag alt det synlige. Tao finder loven for sin virksomhed hos sig selv og er selve livets lov.


Side 26

Det alvorlige er det lettes (livets fornøjelsers) rod.

Det stille (hverdagslivet) er bevægelsens herre.

 

Derfor går den vise hele dagen uden at skille sig ud fra helheden.

Hvor herlige egne han end kommer igennem forbliver han uanfægtet på sin plads.

 

Når en stormand er på sin rejse skiller han sig på intet tidspunkt ud fra sine tunge bagagevogne.

Han bliver roligt siddende på sin plads, som fører for de mange vogne og de mange familier.

 

Den som river sig løs fra sin plads mister sin rod.

Den som i utålmodig lader andre i stikken er ikke stormand eller fører længere.



side 27

Hvor den gode vandrer er gået forbi (har levet og formidlet livet) og har øvet sin indflydelse bærer jorden ingen spor eller mærker.

Hvor den gode taler har talt indeholder ordene hverken fejl eller dumheder.

 

Hvor den gode beregner har virket behøves hverken regnebræt eller tabeller.

Hvor den gode har lukket døren (livets dør) behøves ingen lås og alligevel er der ingen der kan lukke døren op.

 

Hvor den gode har flettet noget sammen behøves ingen knuder og alligevel kan ingen løse sammenfletningen op.

Derfor giver den vise til alle sider sine medmennesker del i sin retledende kraft og han lader ingen i stikken.

 

Den dygtige og fremragende er de udygtiges fører. De er den værdi hvorpå hans eget livs værdier beror.

Du skal ikke ynke over dem du er fører for, menvære uskelnelig fra det store enfoldige hele. Det kan kaldes for virkelig begavelse .

side 28

Hvis du på en gang kan være (dig) det mandlige bevidst

og samtidig formår at være i en inderlig tæt forbindelse med det kvindelige.

 

Da er du at sammenligne med hine strømme der løber igennem de dybe kløfter.

Rinder dit liv således hen, vil du i dit liv ikke skille sig ud fra helheden.

 

Og du vil have en indstilling som det lille barn der er i tæt samhørighed med sin moder.

Hvis du på en gang er dig din klarhed bevidst og samtidig lever i inderlig tæt forbindelse med det sorte mørke, med dine rå folkefæller vil du være at sammenligne med dalen der rummer alt og er fast og uudtømmelig.

 

Du vil så vende tilbage til tingenes naturlige form

Så snart den naturlige enhed deles opstår ”dygtighederne”, enhver der tager dem i sin tjeneste bliver (selv kun) til en overfunktionær.

side 29

Hvis nogen tror at man kan vinde herredømme over universet, livet, riget (naturen), eller at kunne forbedre på det, vil det efter min menig ikke kunne lade sig gøre.

Livet, universet, riget (naturen) er et helligt sted, et redskab for en ånd og lader sig ikke forbedre på.

 

Den som vil forme eller forbedrer på det fordærver det.

Den som vil gøre det til sin ejendom mister det.

 

Snart går det frem, snart går det tilbage, når nogen går frem er der andre der bliver ladt tilbage, nogen har en veg sjæl andre en kraftig.

Når nogle tager løvens part er der andre der får for lidt .

 

Når nogle gør sig store er der andre der bliver de små.

Derfor giver den vise afkald på alle de store anstrengelsers letvundne brud på naturens orden.


side 30

Den som vil være menneskene behjælpelig på samme måde som det usynlige bagvedliggende han finder ikke på at bruge våbenmagt til at tvinge riget med.
Hans politik går hellere ud på at vige pladsen.


Hvor en hær har dvælet gror tidsler og torne og 
hælene på et hærkorps (udfoldelser) følger altid uår.

Den vise gør kun hvad der må gøres.


Han har nok i at hans personlige kræfter omsættes til gavnlig virkelighed og bærer frugt.

og uden at være fremtrædende, uden vold, uden pral og prunk og uden selvstræb.


Han ved at når en skabning har opnået 
sin fulde styrke så har det mistet sin ungdom. (sin livsopbyggende kraft).

Den som er skejet ud har mistet sin sande natur, den han er født med, han er døden nær


side 31

Selv de skønneste våben er ildevarslende og forhadte værktøjer.

Alle der ønsker at leve i overensstemmelse med tao vil derfor ikke have noget med dem at gøre.

 

Skarpe våben er tegn på onde tider, de er ikke den ædle mands værktøj.

Hvis den vise i nød må søge sin tilflugt til dem for at værge sig,

bevarer han dog den milde fredsommelighed i sit sind
og føler intet behag ved at sejre.

Den som glæder sig over drab på mennesker vil ikke kunne føre sin vilje igennem overfor verden

 

I lykkelige anledninger er hæderspladsen til venstre. I sørgelige anledninger er den til højre .

Den som har været årsag sil mange mennesker død skal begræde dem i sorg.   Den som har vundet sejr i et slag bør finde sin plads i overensstemmelse med sørgeritualet

 

side 32

Tao tilværelsens store uforanderlige magt forholder sig selvløs og navnløs er uskelnelig til/ fra sine skabninger.

Selv om den gør sig meget lille er der dog ingen af jordelivets skabninger der (helt) forstår at indordne sig efter den og tjene den.

 

Hvis konge eller fyrster kunne indse dette og fastholde den ville alle ting automatisk adlyde dem.

Himmel og jord ville kommer i fuld indbyrdes harmoni og mild honningdug ville falde og folket ville være i harmonisk ligevægt alt imedens der ikke var nogen der lede det.

 

Navn og personlighed var der ikke noget der hed før i det ordnede inddelte kosmos, hvor der blev skel imellem væsen og væsen.

Når du har fået navn, fået personlighed er der med det samme (opstået) engrænse du må tage dig i agt for at overskride…

 

Tager du dig i agt for at overskride denne  din naturlige grænsekan intet tab tilføjes dig

Et billede på menneskelivets den rette livsførelse er at bevæge sig som bjergbækkene og dalstrømmene. der søger (tilbage) gennem de store floder til havet.



side 33

Den er vis som forstår sig på andre mennesker (-s situation),

den er visere der forstår sit eget menneske.

 

Den er stærk som kan overvinde andre mennesker,

den er stærkere som kan overvinde sig selv (sit begær).

 

Den er rig som er tilfreds med det han har…

Den som er ihærdig og har store hensigter har viljestyrke.

 

Den som udfylder sin plads og ikke går ud over denne kan blive stående længe…

Den som dør uden at gå til grunde er evigt tilstede



side 34

Den livets store magt tao som gennemstrømmer alt og er over alt til stede.

Den holder alle ting og skabninger oppe og de skylder den livet, men den taler ikke der om.

 

Den skaber og fuldbyrder stille det store værk.

Den stiller ikke krav om at gøre sin ejendomsret eller sit navn gældende.

 

Den klæder og nærer alle skabninger, men gør sig ikke dominerende. Den går fordringsløs op i helheden.

Man kan kalde den for beskeden, ubetydelig, den er evigt fri for selvisk begær.

 

Alle ting og væsener søger ind under dens hjælp og beskyttelse og de vender til sidst tilbage til den. Alligevel er den ikke deres herre. Den er meget stor.

På samme måde gør den vise. Fordi han ikke træder stort op bliver han stor til fuldkommenhed.



side 35

Alt et riges indbyggere vil komme til den som holder fast i det ene,

 ... det store forbilledlige usynlige tao.

 

Alle vil søge tilflugt og få hjælp i det og ingen vil lide skade.

 ... for der kan man finde den fuldkomne indre fred, lykke og ligevægtens ro.

 

Hvor der er musik, duften af mad og dramatisk dans kan man få de vejfarende til at stå stille,

men en skildring af Tao virker som en kedelig og fersk kost og uden fylde.

 

Det giver ikke noget virkeligt billede for øjet, det kan ikke høres af øret...

...men dets praktiske eksempel er uudtømmeligt og tør slet ikke mangle.


side 36

Det som er ved at trække sig sammen har bestemt først være udvidet.

Det som er ved at svækkes har bestemt først være gjort stærkt.

 

Det som er modtaget har bestemt først været givet.

Dette kaldes for erkendelsen af tingenes natur.

 

Den blide, svage, usynlige, umærkelige indflydelse (-s den indre kraft) overvinder langt bedre (alle ting)

… end det hårde, stærk (ydre) magt og tvang.

 

Fiskene (et lands klogskaber) tåler ikke at blive hentet op af vandets dyb.

Et lands begavelser tåler ikke at blive trukket frem til beskuelse.


side 37

Tao (-s handlemåde) erat gøre ingenting,
på den måde ville der ikke blive noget der var ugjort
og tilstanden vil så være som god som den kan blive.

 

Hvis konger og fyrster kunne indse dette og gjorde på samme måde ville alt udvikle sig på naturlig måde.

De der i et sådan blomstrende samfund stadig begærde og ønskede at udfolde sig (sit ego),

 

ville jeg tage kraften ud af ved at behandle alle folk ens, som en forskelsløs enhed hvor ingen fik navn, magt og ære frem for andre.

Når folket udgjorde en sådan forskelsløs enhed, hvor ingen fik magt, ære og ejendom frem for andre, ville et sådan begær umuligt kunne trives.

 

Var det personlige begær, stræbet borte ville man nå de rene sind og den stille tilfredshed med de naturlige vilkår…

  og den rette levende harmoni indenfor riget ville blive følgen.



2 DEL
LIVSKIMENS UDFOLDELSE (i naturen og i den mennesklige verden)


s38

Den som på en ægte ædel vis vil leve efter det store skabende hinsides efter fremtræder ikke som en værdighed. Som en ædel eller en dydig person. Netop derfor kan han opnå at være en ædel person

Den som lever i værdighed og på uværdig vis nøje overvåger denne, er netop derfor uden denne ædelhed

 

Den som til fulde vil efterleve det store hinsides er en spontan udfoldelse uden pukken på egen fortræffelighed.

Neden under denne efterlevelse kommer de lavere former for etisk vandel som humanitet og menneskepligter

 

Opgiver du det at leve i fuld overensstemmelse med det store hinsides da går din dyd, dine påstande om at besidde humanitet og opfylde dine menneskepligter den samme vej.

Dannelse, etikete og de etablerede omgangs-former er de sidste tynde rest af en naturlige sammenhæng med tao

 

Kundskaberne om fremtiden er kun forblommede antydninger af tao og frembringer sløvhed.

Den som er ædel person holder sig til det virkelige, det indre ægte, fulde og hele – og ikke til den tynde ydre skal. Han skyr det sidste og slipper ikke det første

 

side 39

De som ved tidernes morgen har fået del i helheden i det ene er himlen ved at den (på den måde at den) er blevet klar og luftig Jorden ved (på den måde) at den er blevet fast og pålidelig.

Åndehæren (naturens evne til at beånde livet) som (dem der) er det jordiskes tætte forbundne og trofaste venner og som (dem) har skænket de levende væsener deres fylde og kraft og gør at de kan leve. Alt dette er skabt af (den indflydelse der er) helheden.

 

Hvis himlen ikke var klar og luftig er jeg bange for at den ville falde sammen. Dersom jorden ikke var blevet fast og pålidelig ville den gå i stykker. Dersom de virkende ånder ikke længere gav sin kraft til de levende væsener er jeg bange for at de ville dø.  

Dersom bjergstrømmene ikke gav deres overstrømmende fylde til dalen er jeg bange for at den ville udtørre. Og de levende væsener ville ikke (kunne) holde fast ved deres liv.

 

Dersom konger og fyrster (”de eksemplariske herskere” s4) ikke var det undergivne, det jordiske riges tætte og forbundne venner, samtidig med at de står mægtig højt er jeg bange for at de ville falde sammen.

Det er sådan fordi: ”Det mægtige træ (livet træ) har sin rod i det dybe. Det høje tårn har sit fundament i det lave”.Derfor når (de jordiske) konger og fyrster kalder sig selv for ”faderløse”, ”venneløse”, ”ulykkelige”. Betyder det ikke at de erkender at deres værdighed har sin rod i det dybe og ringe.

 

For megen fremgang fører ikke fremad. Det hedder: Sandelig en ufærdig vogn, ( noget der ikke er samlet til en helhed) er ikke en vogn.

(Derfor) Du skalikke prange som en ædelsten men foretrække at se ud som en almindelig rulle sten,



side 40

Tao holder sig i baggrunden og går tilbage.

(Når) Det går frem (er det) på samme måde som …

 

(Når det er) ... den magt der bevæger verden.

Det har en blidhed der ikke til at mærke.

 

Det gør sig gældende på samme måde som den magt der styrer verden.

Alle jordiske skabningers eksistens bæres af (dets) virkeligheden.

 

Det som atter bærer virkeligheden

er det uvirkelige, usynlige, usanselige og skjulte



side 41

Når den ægte tilhænger hører om hvorledes den i sandhed overlegne skal opføre sig sætter han alt ind på at leve efter det.

Når en middelmådig hører om denne lære så kan han fatte den, men han kan ikke fastholde den.

 

Når en undermåler hører om læren slår han en vældig latter op. Hvis han ikke slog denne vældige latter op kunne læren ikke regnes for det den er. Blandt tankesprog for begyndere er; Ved du hvordan du skal leve da lever du som dem der ikke ved.

Jo mere du går frem i forståelse jo nærmere kommer du tilbage (i livsstil tilbage til) mod dem der ikke ved. Har du et virkeligt moralsk væsen da gør du ikke væsen af din moral.

 

Den sande stormand bærer sig ad som bjergbækken, hvor den højeste renhed gør sig til et med bundfaldet.

En mands moral er først uden mangler og til at stole på når han har gjort sig til et med de upålidelige.

 

De største kar bliver sidst færdige. Den største begavelse er længst om at blive fuldkommen. Den bedste musik er når man ikke hører så meget til de enkelte toner.

Kun en ledelse i overensstemmelse med denne lære kan skabe en lykkelig tilværelse såvel for den som er faret vild som for de fuldkomne. Tao alene frembringer og fuldbyrder.


side 42

De evige kræfter avlede den kaotiske enhed som var det første der var.

Denne første enhed avlede dernæst tveheden, de to.

 

Denne tvehed avlede det tredje, de tre dobbelt.

Dette tredobbelte trådte frem af mørket mod lyset og skabte universet og alle dets skabninger

 

Universet bærer yin det jordiske, mørket, hvilen og omslutter yang det himmelske, lyst, herligheden. Det opnår stabilitet ved en ligelig harmonisk blanding og forening af disse kræfter

Folket frygter at blive ensomme, stakler og venneløse. Men konger og herskere betegner sig selv ved disse ord!

 

Skabningerne gør sig selv gavn ved at tabe og taber ved at vinde.

Jeg lærer kun hvad enhver kan lære, den voldelige og hovmodige får ikke nogen god død. Jeg vil bygge hele min lære på denne sætning.


side 43

Det som er blideste og mest eftergivende i verden...

kan det overvinde selv de hårdeste ting i verden.

 

 Det som ikke er til kan det trænge ind over alt,

selv der hvor der ikke er noget rum.

 

Deraf kan jeg se værdien i det ikke at handle.

Hvad riget trænger til er at lære om det som er uden ord.

 

Det som arbejder uden at udrette noget og at undgå alle voldelige forbedringer.
Det forstår kun få.

                                                                       
side 44

Hvad betyder mest for dig, din private anseelse eller din sjæl?

Hvad betyder mest for dig, din sjæl eller din formue?

 

Hvad er værst for dig, at vinde eller tabe?

Den som knytter sit liv til ting vi skuffes meget.

 

Den som samler meget sammen vil miste meget.

Den som er tilfreds (med det han har) vil ikke miste noget.

 

Den som ved hvornår han skal holde inde vil ikke sætte sine kræfter til.

Han vil ikke lide skade og vil få et langt liv


s45

Den måde man kan se på en person om han er blevet fuldgjort (helstøbt) og er virkeligheden værdig, er ved det at om han har gjort sig til lig de simple og ikke dannede
- at han fremtræder
helt i deres skikkelse.


Den værdighed han da har iført sig vil aldrig blive slidt op - og han gør på den måde sit selv gældende på en aldeles selvløs måde.


Den vise gør sig til ’et med sine omgivelser og derved gør han sit selvs indflydelse uden begrænsninger.

 

Den der vil være ledende (for folket)gør sig til et med de bøjede.

Det stores begavelse er at gøre sig til et med de ubegavede og små. Beviset på dets storhed gives uden brug af ord .

 

Den voldsomme uro (der er om foråret) fortrænger vinterens døde ro. Den (sommerens) stærke varme fortrænges atter af (vinterens) hvilefulde tilstand.

Det bliver tilsammen til det der er den harmoni der er mellem ro og bevægelse og som holder tingene på plads her i universet, det bliver til den normale stabile tilstand der er her i verden.


side 46

Når tao råder indenfor riget forstår folk at holde måde.

Så bruges hestene til at trække ploven og at gøre nytte ved møgspredning på markerne.

 

Når tao ikke råder og folk ikke holder måde...

så græsser hærens heste på markerne.

 

Der er ingen større og mere afskyelig synd end begæret.

Der er intet mere ulykkes bringende og en større last end utilfredshed med de lykkelige kår som er ”at have nok”.

 

Der er ingen større last og mere uhæderligt end ærgerrighed.

Kendte blot alle rigdommen i at tilstrækkeligt er tilstrækkeligt så ville alle altid have nok.


side 47

Man kan forstå menneskes natur og hele menneskeheden at kende,

uden at gå ud af sin dør.

 

Man kan forstå himlens vilje, den sunde naturlige livsførelse

 .... uden at se ud af sit vindue

 

Jo længere man søger ud i det fjerne for at forstå

... jo mindre forstår man.

 

8 Det hedder derfor om den vise: han når målet uden at bevæge sig.Han ser sin skæbne i dens rene klare oprindelse uden at åbne øjnene.

Han bliver et fuldkomment menneske uden at lave sig det mindste om.


side 48

Den der stræber efter kundskaber vokser for hver dag

og bliver større og mere imponerende.

 

Den der søger overensstemmelse i væsen med den magt, tao, der bærer tilværelsen

gør sig mindre og mere ubetydelig hver dag.

 

Han når til sidst så vidt at han ikke kan finde noget at forbedre på og med det samme er tilstanden så god som den kan blive.

Man vinder riget og den menige befolkning for sig ved at afholde sig fra forstyrrende indgreb i den naturlige tilstand

 

Verden styres ved at man lader tingene gå sin gang. Den kan ikke styres ved indgreb.

De som foretager indgreb i den naturlige tilstand er ikke egnede til at vinde eller fastholde riges befolkning.



side 49

Den vise har ikke et stift og ubevægelig sind.

De mange hundrede familiers sind bygger han til sit eget sind.

 

Mod de ædle er han ædel. Mod dem som ikke er ædle er han også ædel for det er vel sådan man forædler.

Mod de pålidelige er han pålidelig. Mod dem der ikke er pålidelige er han også pålidelig for det er vel sådan at man fremmer pålidelighed.

 

Den vise lever i verden i ydmyghed og med forsigtighed.

Han styrer i riget på den måde at han optager i sig selv både det lyse og det mørke, alt hvad riget rummer.

 

Den vise lever et stille og almindeligt liv i verden, men åbner sit hjerte på vid gab og er i samhørighed med de andre mennesker.

Menneskene ser på ham og lytter til ham. Den vise værner om dem som var de hans egen børn.

stykke 50

Når man går frem mod livet, i den betydning at man lever som en selvstændig eksistens, så følger uvægerligt det at man dør.

Man dør i den betydning at man som selvstændige enkeltvæsen atter indgår i helheden.

 

De som går mod livet er 3 ud af 10.

Af de som går mod døden er også 3 ud af 10 .

 

Af de som går imellem liv og dødens rige er også 3 ud af 10.

Og hvad er grunden til at det er sådan? At folk higer umætteligt efter at gennemleve livets spænding, at man ikke vil anerkender andet liv end det liv der er i den håndgribelige legemlige skikkelse.

 

Man hører at der fortælles om at den der virkeligt har tilegnet sig livet kan gennemstrejfe landet uden at blive ramt af næsehorns horn, uden rammes af en tigers klør og gå igennem en hær uden at rammes af dens våben.

 

Næsehornet har intet mål for sit horn, tigeren har intet mål for sine klør og hæren har ingen mål fors dens skarpe våben.

Og hvad er grunden til dette ? At der ikke er noget sted hvor døden kan trænge ind.


side 51

Alle ting opstår af tao . De holdes ved lige af ”dyden”. De dannes af stoffet.

De formes af omgivelserne. Derfor må alle ting adlyde tao og ære dyden .

 

Respekten for tao og ærbødigheden for dyden er ikke noget der påbydes,

det ligger i tingenes natur.

 

Derfor: Alle ting opstår af tao og næres af dyden.

De udvikles, fremmes, beskyttes, skærmes, modnes og værnes.

 

At give liv og skabe uden at eje. At arbejde uden at kræve personlig indtægt. At vejlede uden at påvirke andre eller trykke dem ned.

Det er et liv i overensstemmelse med vort ophavs dybeste væsen.

side 52

Oprindelsen for alle verdens børn er hos moderen.

Når man har forstået dette forstår man også sin skæbne, sin sønnedom, som moderens søn .

 

Har man forstået dette, at man er hendes søn, og giver man sig i kraft af denne erkendelse sig lydigt ind under hendes væsen vil ingen fare vil nogen sinde kunne ramme dig.

Hvis man kan udelukket sin forbindelsen til omverdenen, udelukket alle sanseindtryk i at vinder indpas, vil man (altid kunne opnå en tilstand hvor man) aldrig finde det anstrengende at være til.

 

Men dersom man (altid) søger at gavne sin personlige sag, sin private velfærd, da vil man være uhjælpeligt fortabt.

Den som ser betydningen af at være lille, at være sin oprindelse tro, ser klart. Den som holder fast ved sin barnlige hengivenhed og lever i lydighed er stærk.

 

For den der udbreder sin personligheds lys indtil (så langt) han atter har opnået den umiddelbare klarhed (indsigt) som er altets natur,den identitet med altet hvorfra han er udgået

er der ikke noget tilbage der hedder en personlig død.

side 53

Hvis min lære skulle vinde tilstrækkelig anerkendelse og den skulle udøve regeringskunst ville jeg følge den store brede kongevej, det store tao.

Jeg ville kun være bekymret for at der blev udøvet storladenhed og pragtudfoldelse.

 

Kongevejen (ta tao) er en meget bred og jævn vej men folket foretrækker sideveje og krogede stier.

Jo bedre pladserne holdes jo mere er markerne overgroet med ukrudt og jo dårligere er laderne fyldte.

 

Går du med prægtige broderede klæder og bærer du kostbart tveægget sværd,

fråser du i mad og drikke, hober du gods og guld til bunke,

 

Da færdes du i din pragtsyge på røversti.

Da er du kommet langt væk fra tao kongevejen.

side 54

Den der har forstået det rodfæstet, at det som er skabt, som spirer og vokser, er fra tao,

og har forstået dette grundigt,

 vil aldrig kunne rokkes i denne forståelse .

 

De kommende generationers tak og glæde til denne rodfæstede forståelse vil aldrig ophøre. Den vil blive æret fra slægtled til slægtled.

Har du bragt dig selv i overensstemmelse med dette, det livets sande væsen, da er dit livs kraft ægte og ren.

 

Ved selv at dyrke den, livets sande væsen, kan du brede dens krafts væsens ud over hele dit hus og den vil den få overskud.

Kan du brede denne kraft ud over din landsbyen, ja over hele riget vil den kunne vokse blive førende og sætte frugt.

 

Hvordan kan man se dets virkning? Udgangspunktet er at se på kroppen som krop, at se på familien som familie og de forskellige slægter. At se på landsbyen og se på selve riget og universet.

Hvorfra ved jeg at det er sådan med universet og hele menneskeheden: ”Herfra, ved at se det selv”.

Side 55

Den som er fuld af den dyd, der er lives sande væsen, det væsen som er ham overgivet i fødslen, har et sind (etumiddelbarhed spontant tilstedeværende væsen) som et lille barn.

Giftslanger har ingen mulighed for at bide det, ingen rovdyr kan angribe det, ingen rovfugl kan slå ned på det.

 

Skønt dets knogler er bløde og dets muskler er svage har det dog (det i sindet) et stærkt og kraftfuldt greb (om livet).

Det har endnu ikke erfaret om mands og kvindes forening og, livets de modsatte kræfter, alligevel er det hel i sin fuldkomne renhed.

 

Dets legemes kraft er fuldkommen i sin oprindelighed og folder sig helt ud, det kan græde hele dagen uden at bliver hæs i stemmen.

Dets væsen er den fuldkomne harmoni af livets modsatte kræfter, en fuldkommen enhed, det fatter det eviges visdom .

 

Det er ikke vist at leve over måde. Når en skabning har opnået sin fulde kraft, er blevet hård og egoistisk har det mistet sin ungdom og udmattelse følger. Dette er ikke taos vej.

Den som er skejet ud fra sin sande natur den hvormed han er født er døden nær og vil ikke vare længe.


side 56

 

Den vise lærer ikke sin visdom fra sig med ord (men gør det med sin gerning).

At formulere i ord giver ikke en tilstrækkelig forestilling om hvor i visdommen .

 

Den som han udelukket de sanselige indtryk fra omverden i at vinde indpas (i at virke forstyrrende i sig selv)

Den som har taget brodden af sin begavelses våben.

 

Den som har frigjort sig fra sine bånd som har blandet sin personligheds glans op med og har gjort sig til et med den lave og støvede verden han tilhører.

Han er et med tilværelsens inderste hemmelighed.

 

For ham er slægt og fremmed lige kære. Tab og vinding lige velkomne. Højhed og ringhed er lige fornemme.

Derfor har han nået det fornemmeste stadie på jorden.


side 57

Man kan skabe orden i et land ved love og forordninger på samme måde som man med held kan bruge kneb i krigstid.

Men varigt vinder man kun menneskene og livet for sig med et styre der ikke er i strid med den naturskabte tilstand.!

 

Hvorfra ved jeg at det forholder sig sådan med menneskene? Herfra .
Jo flere love og påbud der indføres til beskyttelse af privat ejendomsret jo mere forarmes det menige folk.


Jo flere (kloge) der kommer til og vil forbedre samfundet jo mere skabes der forvirring i landet.

Jo flere ”kloge hoveder” der få lov til at bestemme, jo flere bagholdsangreb lægges der for de menige mennesker.

Jo flere love og forordninger der sættes kraft jo flere lovovertrædere bliver der.

Derfor sige den vise: Folket bliver af sig selv moralsk blot jeg holder mig fra alle kunstige forholdsregler.

 

Folket overholder af sig selv de rette grænser blot jeg giver mig tilfreds med det det der er de rette naturlige grænser. Folket når af sig selv frem til velstand (tilfredshed), blot jeg lader dem være i fred for kunstige forholdsregler.

Folket får af sig selv de rene sind og nøjes med et beskedent, naturligt helt liv blot jeg er fordringsløs og uden uren lidenskab.


side 58

Når et land styres med let hånd lever folket afklaret og i enkelhed.

Når et land styres med strenghed bliver folket splittet og kommer i forfald.

 

Ak ja i verden er det sådan at det er underklassens elendige vilkår der bærer den rige overklasses lykke.

Hvem kan se en ende på det? Det er ikke godt at vide hvilke yderligheder man kan drive det til..

 

Det som skulle være en retfærdig regerings styrelse er efterhånden kun lutter underfundighed og kneb.

Hvor ærlighed bliver til uærlighed. Godhed bliver til livsnednedbrydende vold.

 

Det er det land hvis befolkning udgør en forskelsløs enhed der bliver af lang varighed.

Derfor er den vise skarp men ikke skærende. Han er spids men ikke gennemborende hård. Han er retfærdig men ikke hensynsløs. Han er blændende og overlegen men er det i prunkløs beskedenhed.



side 59

Hvis man i menneskelivet vil have et styre der er efterligne himlen er der intet bedre end at vise mådehold.

Mådeholdet begynder med at man opgiver sine egne interesser og som en bonden i drager omsorg i tide.

 

Denne ”omsorg i tide” er afhængig af at man har samlet taos frugter (viden om det der er) tilbage fra det oprindelige, fra fortiden.

Hvis du skaffer en sådan rig fond (af taos frugter) og drager omsorg i tide er det ensbetydende med at du har en stor herskerevne

 

Har du det da er du et billede på den ophøjede kraft og intet kan overvælde dig.

Og kan intet overvælde dig vil din magt vil aldrig få ende. Får din magt aldrig ende og du vil blive ved med at være fyrste.

 

Har du gjort dette regeringsprincip vil du vedblive at være fyrste.

Dette princip er som at være lige med det man kalder den dybe rod og den stærke stamme. Det er midlet (tao) til lang beståen og en varig anseelse.

side 60

Man bør styre et land på samme måde som man koger små fisk. Når man styrer et land på denne måde ligesom den evig livs skabende magt der ligger bagved tilværelsen.

så vil folkets (de) afdøde ånder ikke vise sig for dem...

 

 … og så kan disse (ånder) jo ikke gøremenneskene skade.

Det betyder ikke at disse (de afdødes) ånders magt er uden betydning,

 

men den vil så ikke blive brugt til at gøre andre skade og

 heller ikke den vise vil blive skadet.

 

Når disse to (åndeverdenen og de faktiske forhold) ikke gør hinanden skade, ikke ligger i indbyrdes strid,

Så kan alle livsbefordrende kræfter kunne mødes og samvirke.


Side 61

En stat der er stor og betydningsfuld skal være beliggende som en lavtliggende flod hvortil strømmene søger.

Den bliver derved som et moderskød, et midtpunkt, for jorderigets befrugtende kræfter.

 

Det bliver da som en kvindens skød der vinder mandens sæd ved i beskedenhed at lægge sig nederst.

Når det stort rige sænker sig ned til det lille og ubetydeligt rige så optager det dermed det lille rige i sig.

 

Når et lille og ubetydeligt rige kommer det store rige i møde, i dennes lave og beskedne leje, så gør den det store og mægtige rige til et med sig selv.

Den ene vinder fordi den er beskeden, den andet vinder skønt den er beskeden.

 

En stor stat ønsker at slutte mennesker sammen og sørge for befolkningens liv og underhold. En lille stat ønsker at få plads indenfor den kreds der får tjenende omsorg af den store stat.

Således får begge deres ønsker opfyldt. Derfor er det stor stil at underordne sig.

side 62

Taos væsen er den kraft der er den usynlige kilde til alle ting, den magt som står bag tilværelsens ti tusinde ting, det er den hellige basis for hele menneskehedens liv.

Det er dens væsen der udgør de ældes adel. Det er dens væsen der holder de tarvelige, de lavtstående mennesker oppe.

 

(At besidde) Veltalenhed er særdeles pyntelig, men man forbedrer ikke andre mennesker udtagen at man selv opfører sig på den rette måde.

Og desuden hvad strafværdigt eller forkasteligt er der ved at mennesker er dårligt udrustet.

 

Derfor ville det være bedre, når kongen når han udnævner de tre øverste embedsmænd, at i stedet for af give dem jade eller et hestefirspand.

 ... så forblev i ro og tilbød dem tao(-s lære)

 

Sagde ikke at det gamle, det som havde lighed i væsen med den usynlige magt der bærer tilværelsen og var det dyrebareste af alt:

Det er ved taos hjælp at den ene vinder sit behov og den anden bliver sin mangler kvit. Derfor er det jordens største skat.


side 63

Taos styre er at ikke udrette noget derfor skal du gøre alt hvad du kan for ikke at gøre vold på det naturlige.

Det virker uden at ville virke for et (eget) resultat.

 

Derfor skal du gøre hvad du kan for at der (i livet)  ikke bliver styret efter en

overklasses ønsker.

Du skal smager på alt uden at fæstne sig ved en særlig smagen

 

Derfor skal du forstå smagen i det ukrydrede (det ægte liv).

Du skal forstå storheden i det små og at leve det barnlige (spontane liv), oprindelige. Du skal forstå at du har nok at se til når du har livets naturlige enkelhed.

 

Du skal forstå at du har nok i livets naturlige enkelhed og svare, når folk gør oprør imod dig ved at leve og virke i overensstemmelse med livets lov. Du skal vinde magt over de store ting medens de endnu kun er små spirer. Du skal træffe forholdsregler imod ledelsesvanskeligheder inden de er blevet til rigtige vanskeligheder.

Den vise forsøger aldrig at udrette noget stort derfor udretter han (altid ) noget stort.

 

Den som giver mange løfter har svært ved at holde ord. Den som tager tingene let vil senere få det svært.
Den vise giver det svære dets vægt derfor kommer han aldrig i vanskeligheder om hvordan han skal styre sit liv

Element 64

Det der er stillestående holdes let i ro. Et tilfreds folk er let at styre. Det som endnu er i sin spæde begyndelse er det let at forebygge. Det som ikke har vokset sig stærk er det let at bryde. Det som endnu ikke har samlet sig sammen er det  let at sprede.

Derfor skal man tage forholdsregler og skride ind før en sag er blevet til noget virkeligt. Man skal tænke på et lands tilstand før anarkiet opstår.

 

Det store favn tykke træ som man ikke kan spænde om er begyndt som en hårfin spire. Det ni stokværk høje tårn er begyndt med en lav jordvold. Den ti tusind mil lange rejse er begyndt med et eneste skridt.

Den som gør vold på det naturlige fordærver det.

 

Den som vil gøre det (naturlige) til sin ejendom mister det.

 

Folk røgter almindeligvis deres dont således, at i det øjeblik den er ved at give resultat gør de den resultatløs. Hvis de passede lige så meget på sidst som først ville al deres flid ikke være forgæves.

Derfor attråer den vise fyrste, den vise leder, heller intet højere end at frigøre sig fra al personlig attrå. Han sætter ingen pris på kostbarheder.

 

Han lærer folket det modsatte af civilisationens kundskaber og viser dem vejen tilbage til den enkle naive livsførelse, til det som alle standspersoner skynder sig bort fra.

Derved hjælper han menneskene til at bevare deres umiddelbarhed, deres overensstemmelsen med livets eget væsen så de ikke formaster sig til at lave om på naturen, det naturlige.

 

side 65

I begyndelsen forstod de gamle at gå verdensviljens ærende. De var i samklang med tao og arbejdede ikke for at gøre folk oplyste men snarere at holde dem i uskyldighedens tilstand.

Vanskeligheden med at styre et folk skyldes at der er for mange der gør sig kloge og kyndige.

 

Styrer du dit land ved de kloge og kyndiges hjælp er det ensbetydende med at du plyndrer dit land. Styrer du dit land uden disses hjælp gør du dit land rigt og lykkeligt.

Kender du forskel på disse to kender du med det samme grundregelen for den ideale fyrstepolitik.

 

Den ideale fyrstepolitik der er at lade den (livets) overlegne livsskabende kraft virke i overensstemmelse med livets skjulte grund.

Hvis fyrsten udøver den livsskabende kraft der virker i overensstemmelse med livets skjulte grund da skjuler den sig i det dybe.

 

Da holder den sig i baggrunden og viger pladsen for skabningerne det menige folk.

Efterfølges dette nås den gensidige tilpasning, opnås den lykkelige harmoni indenfor samfundet.


side 66

Hvordan kan havet være modtage af bjergbækkene, dalenes strømme og de store floder og samtidig være deres hersker ?

Det er på grund af dets evne til at ligger lavere en dem, derfor er det herskeren over dem.

 

Den vise gør ligeså.

Hvis han vil være herskende for befolkningen,

 

... må han tjene det i ydmyghed.

Hvis han vil være føre for dem må han sætte sig selv sidst.

 

På den måde vil folket ikke føle sig undertrykt når han styrer og skønt han er forud for dem

Da de ikke føler sig krænket vil alle støtte ham, han vil ikke møde modstand.


 


side 67

Alle kalder min lære storslået men alligevel gør den et uanseeligt og uforfinet indtryk.

Det er netop fordi at den gør et uanseeligt og uforfinet indtryk at den har sin storhed. Hvis man bliver ved med at forfine bliver resultatet sandelig småtskåren.

 

Jeg har tre skatte (her i livet) som jeg holder i hævd: Den ene er en kærlighed, samfølelse, medfølelse. Den anden er nøjsomhed, sparsommelighed. Den tredje er frygten for at sætte mig selv i forgrunden.

Af kærligheden opstår mod og styrke. Af nøjsomheden opstår evnen til at se stort på tingene. Af angsten for at sætte mig selv i forgrunden opstår kronen på værket min evne til at være ledende for andre.

 

Når man nu om dage har skilt sig af med kærligheden har man også skilt sig af med styrken, men man prøver på at være tapper. Når man har skilt sig af med nøjsomheden har man også skilt sig af med evnen til at se stort på tingene og være gavmild. Når man har skilt sig af med angsten for at sætte sig selv i forgrunden, ydmygheden, har man også skilt sig af med evnen til at være førende.

Betyder dette ikke døden, den fuldstændige udslettelse af det menneskelige?

 

Kærligheden giver altid sejr i kamp og styrke i forsvar..

Den himlen vil frelse, som den vil skærme mod farer giver den kærlighed samfølelse med på vejen.


side 68

Den kloge strateg kæmper med de fredelige våben.

Den kloge strateg går varsomt frem.

 

Den kloge vinder overvinder sin egen ærgerrighed.

Den kloge leder træder ikke personligt frem.

 

Det er det man kan kalde at anvende den givne kraft.

Hvilket er det samme som at besidde dyden, evnen til at lede andre.

 

Det er det samme som at følge den gamle tid himmel og være dens ligemand.

Dette er den højeste viden om det mål, som vi kan få af den gamle lære.

Element 69

Er stor strateg har om fjendtligheder sagt; Jeg vover ikke at være værten, den der indbyder

men nøjes med at være gæsten, den der indbydes.

 

Jeg vover ikke at gå en tomme frem (i krav om flere rettigheder)

men viger så hellere en alen.

 

Jeg vil hellere overlade nogen strimmel end at berøve dem en tomme

Dette kan kaldes at marchere på stedet, at lede en hær når der ikke er nogen hær, at blotte armen til slag når der ikke er nogen arm.

 

Dette kan kaldes at fordrive fjende med imødekommenhed og bevæbne sig med fredsommelighed.

Ingen ulykke er større end i letsind at være angriber og starte fjendtligheder. Derved er du ikke langt fra at sætte mine dyrebare skatte over styr. Når et slag løber af stablen er det den som har medfølelsen med sig der vinder.

side 70

Min lære er nem at forstå

- og den er nem at udføre i livet.

 

Og dog er der ingen der forstår den,

eller kan udføre den.

 

Min lære har en urgammel oprindelse og beherskes af en orden der er bundet af love.

Uden kendskab hertil kan ingen mennesker forstå mig.

 

Hvis jeg syntes at de som forstår mig er få så viser dette kun at jeg tæller. De som misbruger mig får hæder.

Den vise går med grove folkelige klæder på kroppen men bære ædelsten i sit hjerte.


side 71

Den som forstår forstår at han ikke forstår

Han har den højeste viden.

 

Den som ikke forstår dette og ikke har forståelse for

at denne viden mangler er syg.

 

Den som kun er ramt af sygdom er ikke syg.

Regner man blot de syge for syge bliver man ikke selv smittet.

 

Den vise holder sig (altid) sund.

Det kan han fordi han regner sygdom for sygdom og søllethed for søllethed.


side 72

Når menneskene ikke længere frygter det de burde frygte (at livet bliver unaturligt)  og så

vil det de er mest bange for, deres største skræk, komme over dem.

 

Lad (derfor) ingen finde deres daglige gøremål eller deres liv for ringe.

Lad dem ikke være trætte af det liv som virkeligheden handler om.

 

Hvis de ikke får lyst til de særlige goder livet, så vil denne træthed ikke opstå.

Den vise kender sin læres høje værdi men føre sig ikke frem,

 

Han sætter sin (indre) værdi højt men hæver sig ikke op (i den ydre værdi). Han vokser i stedet  

med det (der kommer) indefra.

Han undgår det sidste (at hæve sig op i det ydre) og vælger det første at vokse det indefra.


side 73

Den som har en stærk vilje med overmod, pågåenhed og lyst til ”dristige eksperimeter” vil finde døden.

Den som har en vilje der består af hensynsfuldhed og tilbageholdenhed vil (fortsat) )leve.

 

Af disse to muligheder er det ene til gavn og det andet kun til skade. Der er utroligt meget som himlen finder grund til at blive vred på menneskene for.

Derfor giver den vise giver det svære dets vægt.

 

Himlen regerer således, at dens sejr kommer den til nytte, skønt den ikke kæmper for sit eget.

Den vinder almindelig tilslutning, skønt den ikke oplader sin røst.

 

Dens planer lykkedes fordi den er uden utålmodig ærgerrighed.

Himlens net har store masker, men lader dog intet (unormalt) slippe igennem.


stykke 74

Hvis menneskene lever uden frygten for at dø,

hvad nytte kan det så have at skræmme dem med dødsstraffen?

 

Og hvad angår dødsstraf i almindelighed, hvordan skal man give folket respekt for loven ...

hvis man uden større betænkning henretter enhver der bryder den? Der er vel ingen der drister sig til en sådan fremgangsmåde?

Det er noget som regelmæssigt hænder at mester død henter den og den

men at gøre sig selv til mester døds stedfortræder?

Det er det samme som at sætte sig i en mestertømres sted.

Kun få slipper godt fra den leg uden at skære sig selv i hænderne


Element 75

Hvorfor døjer befolkningen med sult? Fordi befolkningen mangler det der er nødvendigt til livets opretholdelse.

Det er fordi dets herskere tager for meget af afgrøden som deres part, derfor døjer befolkningen med sult

 

Hvorfor er befolkningen vanskelig at styre?

Fordi dets herskeres styre kun gå ud på at mele deres egen kage. Derfor er befolkningen vanskelig at styre.

 

Hvorfor tager befolkningen let på truslerne om dødsstraf

Fordi de mangler det nødvendige til livets opretholdelse

 

Derfor tager befolkningen let på truslerne om dødsstraf

Mennesker der ikke agter deres eget liv højt er alligevel mere værd end dem som agter deres eget liv højere end andres


Element 76

Når et menneske fødes er det blødt og bøjeligt

Når det dør er det hårdt og stift   
Derfor er stivhed og ubøjelighed et forvarsel om død.
 

De unge vækster som planter og træer er friske og bøjelige når de dør er de visne, stive og hårde.

 
Derfor vil en hær aldrig sejre ved sin kraft.

Det bløde, blide og eftergivende i livet vil sejre.


Det hårde og stive er nederst (i livets udvikling og tilstand)
Det bløde og bøjelige er øverst

- 77

Det himmelske tao fungerer på samme måde som når man spænder en bue.

Det som er oppe trykkes nedad og det som er nede trykkes opad

 

Den tager derfra hvor der er for meget og giver til der hvor der er for lidt

Himlen udligner den tager fra dem som har for meget og giver til dem som har for lidt

 

Menneskenes fremgangsmåde er ikke sådan. De tager fra dem som har for lidt og giver til dem som allerede har for meget.

Hvem vil give af sin rigdoms overflod og lade den komme hele verden til nytte. Kun den hvis væsen er at være et med universet

 

Den vise kræver ikke personligt udbytte af sine gerninger. Han gør samfundet nyttige tjenester og uden at skabe sig nogen særstilling deraf

Er det måske ikke netop den måde at man lægge sin adel for dagen



Side 78

Intet i verden er så blødt og eftergivende som vandet

og dog er der intet der er bedre til at overvinde det faste og hårde, det virker uimodståeligt

(også) Det svage selvløse overvinder det hårde og stærke.

Alle ved dette men ingen handler derefter.

Den som har taget landets urene muld i sine hænder

Den som har forstået offeret (livets gave) til markens og grødens guddommelige magter

(Kun) - Den som har taget rigets skam (de hjælpeløse og de dårligt fungerende mennesker) i sine hænder er berettiget til at være dets fyrste

9 Sande ord, dem der vil give udtryk for ligevægt det naturliges harmoni må nødvendigvis have paradoksets form.

Side 79

Selv når en forsoning (mellem fjender) er kommet i stand efter en stor strid bliver der altid en rest af nag, utilfredshed tilbage.

Kan dette mon anses for noget godt? (ja)

 

 Derfor vil den vise altid holde sin del af en aftale.

Og han udnytter heller ikke andre.

Han pukker ikke (kæmper hårdt) for sine rettigheder

 

Den som besidder (den rette) kraft overholder alle sine forpligtelser.

 

 

Den der ikke besidder den rette kraft stille krav til andre.

Himlen (S) tao tager ikke parti den hjælper altid det gode menneske


 

 s80
I det lille rige (naturen på jorden) kan der være dygtige mænd og maskiner, der kan arbejde 100 gange hurtigere end almindelige mennesker men de er ikke nødvendige.

Mennesket skulle i stedet lære at tage livet alvorligt og se på døden som en alvorlig ting.

De skulle ikke rejse langt men finde livets værdi (meneing) på den plads de var sat.

Skønt de besad rejsevogne og både skulle de ikke finde anledning til at bruge dem.


Skønt de besad rustninger og våben skulle de ikke finde anledning til at anvende dem.  

Menneskene skulle i stedet vende tilbage til brugen af karve-stokken og til at slå knuder på en snor.  De skulle finde det smukke i deres enkle klæder og at være tilfredse med den simple føde de indtager

De skulle finde hvile i deres hjem og finde glæde ved deres enfoldige adfærd
Skønt folk levede så tæt på hinanden at man kunne høre deres hanerne gale og hundene gø skulle de ikke finde lejlighed til at besøge hinanden alt imedens de ældes og døde.

Den (livets) brede (naturlige) vej er let at følge. Men folket foretrækker sidevejene og de krogede stier.


Den der forstår tao (verden og livets kredsløb), forstår, at han ikke kan forstå.
                                                                           Laotze

Vand er det der kommer nærmest tao.
Vand giver liv til alt og søger ikke opad. Det tager livets vilkår som de falder.

Den vise fandt mindre og mindre at ændre på indtil han til sidst fandt at hvis intet ændres ville alt være godt.

Varigt vinder man kun menneskene for sig med et styre der ikke er i strid med den naturskabte tilstand.

Hvorfra ved jeg at det forholder sig sådan med menneskene? Herfra!

De evige kræfter skabte enheden, der var det første der var. Denne enhed skabte tveheden. (s42)






"Således vandrer planeter og stjerner på himlen". (s9) 
400 fvt.





Det favntykke træ er begyndt som en hårfin lille spire.
Det ni stokværk høje tårn er begyndt som en lav lervold. Den tusind mil lange rejse er begyndt med et eneste skridt.


De fleste passer deres dont således at i det øjeblik den er ved at give resultat gør de den resultatløs.
Hvis de var lige så påpasselige i afslutningen som de var i begyndelsen ville al deres flid ikke have været forgæves.
(s64)